fredag den 13. juni 2008

Irland forkaster Lissabontraktaten

Ved en ca. halv to-tiden fredag eftermiddag erkendte den irske justitsminister Dermot Ahern, at irerne havde vendt tommelfingeren nedad til Lissabontraktaten. Erkendelsen kom, efter at ca. halvdelen af stemmerne var talt op. Dermed træder Lissabontraktaten med sikkerhed ikke i kraft d. 1. januar 2009, som det ellers var planlagt.

Angela Merkel og Nicolas Sarkozy forbereder netop nu, hvordan de skal reagere på det irske nej. Det forventes at de hurtigst muligt vil opfordre de øvrige EU lande til, at fortsætte med ratificeringen af traktaten. Netop nu mangler otte lande at ratificere traktaten i deres parlamenter. Det er kun Irland der har valgt at sætte traktaten til folkeafstemning, hvor den altså nu er blevet stemt ned.

Årsagen til at Irland har været nødt til at sætte traktaten til afstemning, skal findes fra en dom afgivet af den irske højesteret i 1987. Her lykkedes det en venstreorienteret akademiker ved navn Raymond Crotty at få medhold i sit argument om, at den irske regering er forpligtet til at sætte alle politiske vedtagelser i EU, der vil have betydning for Irlands forfatning, til folkeafstemning.

Det irske nej i dag bygger dog kun på stemmer fra under halvdelen af Irlands befolkning. Ligesom i de fleste andre lande i Europa, er der i Irland stor forvirring og fremmedgørelse omkring EU. Mange mennesker føler sig simpelthen ikke som en del af det store EU-"demokrati".

Ingen kommentarer: